En dag i mine sko

Glædelig jul

I går var jeg inviteret til æbleskiver og julerier. Det var kl 14 og jeg kom lidt for sent efter en meget lang sjov nat fredag.

Og da jeg kom var arrangementet gennemsyret af, at vært og værtinde havde gjort sig umage. Med pynt, hygge, hjemmebag, jul og julerier.

Jeg flettede et par julestjerner og nød egentligt bare at der var inviteret, det synes jeg folk gør alt for lidt. Inviterer og gør sig umage.

Der var mange børnefamilier og mange små børn og alle opførte sig godt og som det må forventes i december. Og lydniveauet var derfor højt. Højt og hyggeligt.

Men jeg fik pip. Mit hørende øre var på overarbejde og jeg kunne alligevel ikke helt høre hvad der foregik, og jeg takkede ret hurtigt farvel. Et glad farvel. Inden jeg slog knude på mig selv.

Arrangementet var perfekt. Med plads til at jeg var mig. Det matchede bare ikke lige lørdag d 14. Dec 2018.

Og ved i hvad der gør mig glad? Tolerancen. Ingen sure øjenkast, ingen kommentarer, ingen mellemregninger, bare et oprigtigt “Tak fordi du kom forbi” og et dejligt knus.

Jeg nød virkelig at være der, og da jeg mærkede at blodtrykket steg og det ikke var hyggeligt mere, gik jeg. Jeg ville allugevel intet bidrage med, bare langsomt brænde sammen. Hvis jeg altså blev.

Og det må vi gerne. Gå. Jeg hader virkelig uskrevne regler og hvis de var så vanvittigt begavede var de nok skrevet ned. For bare nogle år siden var jeg blevet. Fordi det ville være forventet.

Husk, at når du føler du bliver valgt fra, at det måske er mennesker der i virkeligheden lytter til dem selv, og at det intet har med dig at gøre. Og det må venner godt.

I stedet hyggede jeg hjemme alene, så James Bond og spiste havrefras til aftensmad og gik i karbad Det var min perfekte lørdag. I går.

Tak for en skøn invitation Rebecca og Jacob, tak fordi jeg måtte gå, helt forstået. Og glædelig jul til alle ❤️🎄🦌🎅🏼

Mit hjem er hyggeligt. Det er min hule.

 

 

 

Følg Michelle Hviid på LinkedIn her
Følg Michelle Hviid på Instagram her
Følg Michelle Hviid på Facebook her

1 kommentar

  • Marianne Utke

    Hvor er det bare sandt … også for mig … som ædru alkoholiker på 17 år … har jeg det nøjagtig ligedan … mit overskud er ikke hvad det var en gang … men jeg top elsker de timer jeg kan hænge sammen og være mig selv og i godt humør sammen med de mennesker der fylder mit hjerte og min latterdåse op. Jeg har (stort set) kun mødt forståelse når jeg stille og roligt tuller af … når min mentale Duracell kanin er løbet tør fir batterier. De findes heldigvis … disse mennesker … der har nok i at være … og ikke være fordømmende. Af hjertet tak for det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En dag i mine sko