Min seje datter

Mit hjørne

Her sidder jeg. Og morgenen. Om aftenen. Lige midt i mellem. Og også om natten. Lige nu, kl 01.31.

Her har jeg forsøgt at tolke sms’er, forfatte begavede svar på sms’er. Sendt en SMS så ondskabsfuld at den stadig hjemsøger mig. Undskyld.

Her er det til gengæld godt at have jetlag. Tygge drøv på minder, komme i tanke om noget vigtigt og/eller uvigtigt.

Her har jeg været ensom, forundret, elsket og ulykkelig. Træt og euforisk. Nogen gange samtidig.

Jeg drømmer her med mine unger. Alene. Jeg sidder her når jeg tænker, sover, spiser, æder, falder i staver, dagdrømmer eller bare “er”.

Her har jeg grin, grædt, råbt, skreget og grinet igen. Det er et godt hjørne til at finde kampgejsten igen og også til at give op. Meget er startet – og sluttet, her.

Jeg har set meget herfra. Ligegyldige biler der parkerede, flyttebiler, prinsesse Alexandra, blinde og et enkelt brudepar. Fulde unge mennesker på vej hjem og kunder i hashbutikken i nabogaden. Politi og udrykning og en enkelt gang en ambulance som kom for at hente mig.

Jeg har kikket på støvregn, hagl, sne solopgange og solnedgange. Engang sad jeg her da en dejlig mand kastede snebolde på mit vindue, da jeg undrende gik ud på altanen inviterede han mig på en date. Indtil den dag var han en fremmed.

Her har jeg fået åbenbaringer og nedsmeltninger. Jeg elsker at sidde her og se min datter danse eller min søn lave mad.

Jeg har siddet her og taget vilde og modige beslutninger og jeg har ligget her krøllet sammen i ubeslutsomhed og apati.

Herfra har der været madkamp, magtkamp og slåskamp. Slåskamp mest for sjov. Og man kan sagtens sidde 5 i det hjørne. Tæt.

Det er 13 år siden jeg byggede den sofa. Seng.

Herfra har jeg læst mange bøger og skrevet en bog selv. To faktisk. Jeg har tænkt store tanker, håbløse tanker og værdifulde tanker.

Herfra har jeg været mit eget livsvidne til graviditet, juleaftener, alvorlig sygdom, skilsmisse, branderter, lidenskab og kærlighed.

Jeg har hørt musik og mere musik og tit lyttet til den samme sang igen og igen, indtil min søn lignede en der ville eksplodere.

Jeg har grædt af sorg, vrede og løg fra køkkenet. Jeg har ammet her, og gemt mig fra min datter her, da jeg ikke skulle amme mere og hun var stærk uenig.

Hvis huset har været fuld af gæster er det en seng men mest af alt er det mit hjørne.

Det her er mit yndlingshjørne i hele verden. Min krog, mit helle, min ladestation og og mit hjerte. Mit hjem.

Udsigten herfra er lige ned i en bedemandsforretning. Kister, rustvogne og død. Det minder mig om at leve. Næsten hver dag.

Følg Michelle Hviid på LinkedIn her
Følg Michelle Hviid på Instagram her
Følg Michelle Hviid på Facebook her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min seje datter