Min historie er min

Go, Go, Go – Gør det!

Det er blevet min løsning på det meste, vandringen. Der sker mange ting når og tager rygsækken på, spænder skoene og den indre hjelm, sætter noget så simpelt som det ene ben forrest, begynder at gå.

Man ændrer perspektiv. Muhammed Ali sagde engang: “Når du ser livet fra et andet perspektiv, indser du at det ikke er rådyret der krydser vejen, men vejen der bryder skoven”

Jeg tror måske at det er det simple der er svaret, ingen tvivl om at det var genialt for menneskeheden at hjulet blev opfundet. Og vi kunne komme hurtigere frem. Nu til dags er vi lullet ind i en virkelighed, hvor bilmærket definerer hvem du er. Vi er i en virkelighed hvor et bilmærke er finere end et andet, og det har måske sat os længere tilbage?

Vi er blevet kollektivt væk i en fortælling vi selv er hovedpersoner i. Det sætter os kun tilbage, og frem for hvordan vi hjælper hinanden frem, bliver det en individuel ting. Det er vigtigere hvordan man selv kommer frem, og uanset om vi kan lide det eller ej, bliver det på bekostning af hinanden.

Så er det tiltrængt at skifte perspektiv, blive væk på en anden måde.

Og ordene her er et typisk tilbageblik, altså noget jeg først er i stand til at definere efter rejsen. Rejsen til Peru, 14 dage i Andesbjergene, rejsen dybt ind i sindet, og især rejsen ind i fællesskabet.

For jeg tror at det er det der gør os glade, vores evne til at connecte med hinanden, og ikke bare nødvendigvis med flere magen til os selv. Og der er tærsket langhalm på at vi aldrig har haft det dårligere. Det er sgu da klart når alt handler om hvsd vi kan opnå for os selv, i en virkelighed hvor det er vores egen skyld hvis vi fejler.

Gu er det ej. Måske er 90% defineret af hvem der har født dig med hvilke gener hvor. Så kan vi ellers forvalte de sidste 10% så godt vi kan. Måske 20% for nogen.

Vi har vi skabt en verden af alt for mange mistrivende individualister der går op i ting som ikke er drevet af deres indre værdier. En baby tænker ikke at Fischer Price brandet er sjovere end at stable en træklods.

Men ikke på bjerget. Der sker noget andet. Der er værdierne basale. Fælleskab, mad, søvn. Udsigt. Indsigt.

Du er derude hvor du fatter at det ikke er dig der krydser vejen, men vejen der krydser bjerget. Jeg er bare gæst og min evne til at indgå i et fællesskab (jeg ikke selv har valgt), er afsindigt smukt og hyggeligt.

Perspektivet trænger ind i din hverdag, dit hjerte, din virkelighed. Jeg tror den stærkeste er den mest forandringsvillige og den mest taknemmelige. Pludselig bliver lykken at der kommer vand ud af hanen. Vi bader i drikkevand i Danmark!! Jeg har endelig opdaget at det meste i mit liv er staffage, hvor heldigt st få det klarsyn kun midtvejs i livet.

På bjerget fik jeg mange nye sunde perspektiver, blev mindet om vanvittige privilegier jeg som dansk hvid kvinde har taget for givet, og især så fik jeg en ny ven.

Sådan en jeg griner sammen med hver gang vi er i kontakt. Tot. Sådan en jeg ved jeg kan regne med når livet går i lort (og det gør det), hun har allerede reddet min røv en gang da bjerget viste hvor uendelig lille jeg er og mindede mig om min sårbarhed med en omgang højdesyge.

Dette her er en hyldest til Peru, vandring, bjerge, jyske tvillinger i 60’erne, telt, simpelthed, den menneskelig fysik, mig selv og især Majbritt.

Vil i med på vores tur? Majer, min ven, min bindegale, skønne, sjove, stærke ven – hvad tænker du?

Majbritt Mikkelsens svar:

Jeg var ikke specielt vild med at vandre.

Kun én eneste vandretur var det blevet til. For en menneskealder siden. Til Island, som var en helt igennem fantastisk tur i et land med unaturligt højt til himlen og en fandens masse floder, man skal krydse hele tiden. Støvler af, støvler på, støvler af, støvler på. Der var mange vabler i Island. Og et dårligt knæ, som kaldte på så meget smertestillende, at min mave var slået i stykker flere uger efter hjemkomsten. Turen står stadig klart i erindringen. Jeg tog afsted sammen med en skøn, gammel ven.

Men jeg blev ikke specielt vild med at vandre.

Den 2. juli 2018 står jeg i Københavns Lufthavn. Har booket en vandretur til Peru og Machu Picchu. 9 dage i inkaernes fodspor. Med femten mennesker, jeg ikke kender. Momentan sindssyge.
Fire måneder tidligere, på en af de mørkeste dage i februar, hvor jeg var sunket ned i min egen selvbestaltede udgave af en vinterdepression, faldt jeg over et opslag på Facebook. Michelle Hviid skrev: ”Jeg skal bestige Machu Picchu i juli måned. Der er 2 pladser tilbage. Hvem vil med?” I løbet af de næste sekunder kunne jeg se min fingre danse rundt i kommentarfeltet: ”Jammen. Det vil jeg da!”

Om jeg i mellemtiden var blevet vild med at vandre? Hvad tror du selv?

Det går opad. Opad. Opad. Opad. Jeg græder ikke. Det er sved. Svedperlerne triller ned mellem rygstykkerne, imens vi slider os op ad den ubeskriveligt hårde 2. etape. Luften er tynd, og det føles som at trække vejret igennem et sugerør. Allerede på førstedagen, hvor det ellers ”bare” gik nedad, havde det afsløret sig, hvordan en gruppes succes afhænger af dens evne til at stå sammen, når både krop og hjerne kommer på overarbejde. Én måtte kapitulere. Én fik for lidt søvn. Næste dags rute blev forlænget betragteligt. Pres.

Selve vandringen gennem Andesbjergene fordrer en særskilt beskrivelse. Dag for dag. Åndedræt for åndetræt. Indtryk for indtryk. Udsyn for udsyn. Fordi…

Jeg er blevet ret vild med at vandre.

Vendingen handler om perspektivet. Og fællesskabet. Når du rejser afsted med 15 mennesker, du ikke selv har valgt, så flytter du automatisk rundt på brikkerne inde i dit hoved. Pladsen bliver umådelig trang for brokkerier, småirritationer og I-lands egoisme. Den slags hverdagsfortrædeligheder fungerer ikke i tynd luft, hvor al tankevirksomhed reduceres ned til at sætte den ene fod foran den anden. Simpelt, ikke?
Her er der brug for at hjælpe hinanden, løfte hinanden, dele ud af opmuntring, vand og vittigheder. Giv dét, du kan undvære af én eneste årsag; fordi et andet mennesker har mere brug for det end dig selv. Du skal redde andres røv i dag, fordi du kan være sikker på, at du får brug for deres hjælp i morgen.

En 9 dages vandring i Andesbjergene med temperaturudsving i en grad der kan gøre dig vanvittig kombineret med storhed og historiens vingesus set fra første række beskrives bedst på bagkant. Først her går det op for dig, hvad det er, du har været igennem, og hvad du har stået imod. Her får du øje på, hvornår DU gjorde en forskel for andre, og bliver skarp på, i hvilke situationer, du selv må lære at række hånden ud efter hjælp. Skjoldet falder.

Vendingen handler også om et venskab. Et venskab, der er støbt i ærlighed, humor, hjælpsomhed og en helvedes masse håndsprit. Mit spontane ”ja” til Peru har givet mig en ven for livet, fordi vi på to uger så og oplevede hinanden i flere håbløse situationer, end de fleste venner når at opleve hinanden i gennem et helt liv. Jeg kan ikke huske, at jeg har grinet så meget i lang lang tid.

Fik jeg sagt, at jeg er blevet ret vild med at vandre?

Min påstand er, at mange mennesker i dag er så afmålte og konsekvensberegnende, at de ikke tør sige ja, fordi de ikke kender ”outputtet” af deres investering. Hvis jeg putter to kroner ind, hvad får jeg så ud? Tager du på vandretur og lader sveden trille, kan jeg med sikkerhed sige, at du ikke aner, hvilket output du får ud på den anden side. Oh yes.

Fakta:
I Januar skal vi vandre på Borneo for Børneulykkesfonden, det kommer i til at høre mere til.
I juli skal Michelle vandre i Himalaya, gid Majbritt kommer med. Vil du med? https://www.jysk-rejsebureau.dk/indien/med-dansk-rejseleder/trek-til-toppen-af-stok-kangri-med-dansk-Rejseleder/

Følg Michelle Hviid på LinkedIn her
Følg Michelle Hviid på Instagram her
Følg Michelle Hviid på Facebook her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min historie er min