Hviidunderlig.dk

Livet er så vildt ❤️

Sidste år var jeg ret udfordret, jeg havde mistet mit kørekort (pga fart), og med foredrag i Jylland mange gange hver måned, alene mor og sådan, var jeg totalt på spanden.

Jeg bad om hjælp, og mennesker jeg nærmest ikke kendte, kørte mig fra Herodes til Pilatus. Hjalp mig.

Bettina var en af dem. Men hende kendte jeg faktisk lidt, og det er faktisk en smuk historie, lang, men læs den. Bettina hørte på et tidspunkt mit foredrag, år tilbage, da havde hun allerede gået længe og overvejet af tage sin blinde søns hverdag i egen hånd.

Jeg var meget heldig og bliver dråben der får bægeret til at flyde over. Bettina åbner et ishus i baghaven (som ligger godt med en del trafik), for at skabe et fritidsjob til sin teenage-søn som er næsten blind. Han vil også have et job, ligesom alle andre teenageren, men det er nærmest umuliggjort af synshandicappet.

Det er så smuk og ishuset bliver til virkelighed.

Nu bliver det lidt langt, men jeg modtager følgende mail ud af det blå:

“kære fine Michelle. Tak! Fordi at du er dig og fordi du er så inspirerende ❤ Jeg hørte dig tale i Forum blandt andet om det at række ud. At bede om hjælp. Til at turde springe ud hvor man ikke har været før. Og opleve at den er der. At de er der. Alle dem som vil dig det godt. Jeg ved ikke om du kan huske det, men den ene af vores drenge er blind efter en hjerneblødning. Han nærmer sig 13 år. Han vil så gerne det alle andre på hans alder vil og også et fritidsjob. Mulighederne er begrænsede. Så bliver jeg så bange, for muighederne er ikke større når han bliver voksen. Jeg håber sådan at danske virksomheder vil tænke ud af deres bokse og give mennesker som måske er lidt anderledes en chance. Og så forleden fik jeg en idé. For mens jeg venter på at han bliver voksen og verden bliver åben (nok temmelig naivt) så må vi starte her. Jeg luftede en idé her på facebook om at vi vil starte en isbod til ham. Jeg har kun oplevet positivitet og meldinger om assistance. Jeg er helt grøn i det her og har ikke lagt skjul på at gode råd er velkomne. Tilkendegivelserne begyndte at dumpe ind. Det gav mig lidt mere mod. Til fx. at kontakte Flügger og forskellige is-leverandører. Vi har nu hjælp til at bygge boden. Flügger farver leverer alt maliing og udstyr til at personliggøre den. Hjælp tl regnskaber o.l. revisoragtigt (som jeg er helt tabt i) en fryser til isene (dem mangler vi – Hansen is er ved at undersøge om de vil gøre en undtagelse og lade os sælge selvom vi ikke er en “rigtig” cafe) En grafiker som vil lave skilt til ham. Masser og masser af løfter om at folk vil kigge ud forbi ham og købe is af ham. Dette havde jeg aldrig drømt om. Men dine ord sidder i mig. Og hvor er jeg glad for det. Nu håber jeg, at med det vi gør, så vil det inspirere andre, så vi kan få flere af de helt unikke unge mennesker i arbejde. For hvor er der mange som så gerne vil arbejde, men ikke kan få lov. Så igen – af hjertet tak fordi du gør det du gør. Og når vi snart åbner hans isbod, så skal du og dine være så hjerteligt velkomne til en tur her ude på landet (dog vestegnen så længere væk er det ikke) og så giver jeg en is i solen ❤ Kh Bettina”

Jeg må lige slå fast at det er Bettina der er den seje her, ikke mig!

Men jeg bliver så rørt at jeg inviterer dem ind som gæster i Hviids Varmestue, mit daværende program på Radio24syv. Hører Marius’ s historie. Og alle bliver voldsomt rørt af denne her smukke historie om nogle fantastiske mennesker som insisterer på at leve livet.

Nu sker der alt muligt, alle mulige andre medier hører historien og forelsker sig i den skønne lille familie fra Torslunde (Ishøj-ish). Historien ender i TV avisen. Da isboden åbner er jeg der selvfølgelig sammen med min datter, spiser is og fejret livet. Da vi gik derover var jeg så bange for at vi var de eneste, men der stod en kø så lang at flere skags is var udsolgt inden det blev vores tur. En kø af kærlighed.

Da Bettina et års tid efter ser at jeg er på spanden, tilbyder hun at være min chauffør en dag. Turen går til Sønderjylland og vi hygger os. Det er faktisk et fint foredrag jeg aldrig glemmer, og nu kommer der en til historie i historien.

For 3 år siden smed jeg et billede på Facebook, iført en smuk Dea Kudibal kjole, en kvinde (jeg ikke kender) kommenterer min kjole og jeg forsøger at hjælpe hende, forgæves, ved at sætte hende i kontakt med Dea. Hun vil så gerne have den kjole, men kjolen er udsolgt.

Hen over de næste par år får jeg en kommentar fra hende, hun skriver “Der er min kjole”, hvergang der dukker et billede op af mig i min elskede Zebrakjole.

Den uge hvor Bettina, blinde Marius’s mor hjælper mig, kører mig til Sønderjylland, bliver min søn student. Jeg har den kjole på da han får huen på, jeg smider omgående billeder op af den stolte mor sammen med den lovende søn i studenterhue.

Jeg får straks en sjov kommentar “Tillykke med ham. Der er min kjole” Og noget om at vi ses lørdag, hun (Trine) kommer til mit foredrag lørdag i Sønderjylland, hun skriver sjovt “du skal ikke tage den kjole på, jeg magter det ikke”. Selvfølgelig med et glimt i øjet.

Jeg tager selvfølgelig kjolen på, som nu har år på bagen. Bettina kører mig til Sønderjylland og det er en dejlig tur og en bragende aften. Jeg holder foredrag for 1000 mennesker og da foredraget er slut, spørger jeg om der er en Trine i salen, som jeg har skrevet lidt med, så må hun godt lige komme op på scenen.

Jeg fortæller historien, tager kjolen af (jeg havde taget underkjole på) og forærer hende kjolen. Det gav så meget mening. Men historien stopper ikke her. Trine og jeg fortæller historien på Facebook. Det ser en Kirsten. Hun tænker, den kjole har jeg, hvis jeg nu forærer den til Michelle, så har hun den igen. Og det gjorde hun. Og nu går jeg i Kirstens kjole og Trine går i min og alle er blevet lidt lykkeligere.

Nå. Bettina kører mig hjem og fortæller om lidt udfordringer hun også har med logistik pga af en bil på værksted. Jeg insisterer på at låne hende min bil, jeg må ligesom alligevel ikke køre i den selv.

Vi taler om alt muligt, der er 4 timers kørsel hjem. Vi taler om en ny bog af Anders Legarth Schmiths “Jeg løber”, hans hjerteskærende biografi om hvordan han tackler sorgen efter sin datters død, ved at løbe. Meget smuk bog om uendelig sorg.

Da Bettina afleverer bilen har Det kongelige teater sat “Jeg løber” op som en teaterforestilling, hun inviterer mig i teateret. Og det var igår.

Er i klar til en til historie? Flettet ind i historierne?

Jeg boede i 10 år på Sankt Hans Torv fra ca 1997-2007. Min overbo Gitte var ualmindelig skøn. Hun boede alene med sin dreng og mens han stadig var lille valgte Gitte og hendes ex, drengens far, at få et barn mere, selvom de ikke var et par. De var så elskelige og Gitte fortæller mig en dag, at hun føler at hendes børn er født ind i en klan, da de er så mange i den utraditionelle familie. Blandt andet de her drenges store søskende fra faren tidligere forhold.

Drengenes halvstoresøster, Freja, er en smuk ung pige som jeg tit ser på trapperne. Vi flytter, ellers gør Gitte, og jeg har ikke længere kontakt med hende og hendes klan. Faktisk kendte jeg ikke Freja, jeg så hende bare tit, denne her smukke unge kvinde løb op og ned af trapperne gennem mange år.

Freja bliver selv voksen, hun får børn. 2 piger. Ellen og Alice. Jeg kender dem ikke personligt. Det ved jeg kun, fordi hendes lille pige Ellen bliver syg. Hun får leukæmi og dør. Ellens far eksploderer i en sorg så stor, som han tackler ved at løbe. Han løber. Det bliver til en bog “Jeg løber”

Jeg er meget ramt af historien og forestiller mig en klan, jeg ikke kender, som hjælper hinanden igennem noget helt menneskeligt katastrofalt. Jeg tænker på de her mennesker som jeg slet ikke kender, tit.

Bettina inviterer mig i teateret og se deres opsætning. Og det var så igår aftes. Og det er det vildeste jeg nogensinde har set. Jeg var så rystet bagefter på en smuk livsbekræftende måde.

Rollen som faren Anders Legarth Schmidt bliver spillet af Anders Juul. Der er ham, en scene, en monolog så voldsom og smuk og et løbebånd. Da monologen starter, starter løbebåndet. De næste 90 minutter bliver vi revet rundt i sorg og kærlighed og afmagt og mere sorg – mens han konstant løber. Hurtigt. Sveden haglede af ham mens han tog os med igennem egen og en families kollaps. Og spæde nye begyndelse.

Det var så smukt. Du må se det. Jeg tjekkede igår aftes og der er “få billetter” til forestillingen på lørdag, ellers er alt udsolgt.

Livet, det er så vildt. Pass it forward. Giv et knus, et kompliment, interesse for andres projekter. Giv en kjole, del det svære, hjælp hinanden. Se “Jeg løber”. Lev.

Og for at det ikke skal være løgn, kommer Marius i fjernsynet imorgen, Ibi Støvring tegner et smukt portræt af en fantastisk historie og fantastisk familie i programmet “Din sang” på Kanal4, imorgen.

Ibi som jeg flere gange har talt med om sygdom. Vi var alvorligt syge samtidig, hende med nyre eller lever svigt, jeg kan ikke huske det. Hun har siden gjort et uvurderligt arbejde for at få alle til at tage stilling til organdonation. Jeg havde en tumor i hovedet og blev meget syg af operationen. Men. Især er vi i live. Og insisterer på at leve.

I starten af næste måned har jeg et foredrag i Sønderjylland, Bettina kører med. Nu kan jeg jo faktisk køre selv, men måske har jeg fået en ny ven.

kh Michelle

PS. Onsdag d 12/9/18, Jeg har foredrag i aften i København. Læs mere her: http://michellehviid.dk/foredrag/

 

Følg Michelle Hviid på LinkedIn her
Følg Michelle Hviid på Instagram her
Følg Michelle Hviid på Facebook her

6 kommentarer

  • Ditte

    Hvor er du bare en fremragende fortæller og hvor har du et godt hjerte. Tak for beretningen… Mere, tak❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene Bach

    For s…. (men nu bander vi jo ikke !): Tak for dén ❤️ Uh, bliv ved !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia Lundorf

    Jeg har gåsehud og er så rørt, så smukt skrevet. Tak ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Kære læser
    LÆS IKKE DENNE HISTORIE
    …hvis du skal i Facetimemøde indenfor de næste 10 minutter. Det gjorde jeg – og må nu udskyde mit møde pga. smeltet makeup.
    Jeg tuder over isboden og kjolen og låne-bilen og teatret og klaner og naboer og Bettina og livet.
    Gud, hvor er det fint. Noget at det bedste jeg har læst <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Endnu en dejlig historie, i en dejlig historie, i en dejlig historie, i en dejlig historie…

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marianne

      Wauu…. og hold da helt op. Sikke nogle historier hver for sig og sammen ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hviidunderlig.dk