Jeg plejede at være skråsikker

»Jeg ved det ikke.« Hører jeg mig selv sige ? oftere og oftere. Jeg plejede ellers at være så skråsikker. Men nu er verdens systemer noget kludder. Da jeg var yngre var livet nemt: Dødsstraf til mordere? Ja, tak. De kunne jo bare lade være. Dengang var en død rocker ? en god rocker. Så lad os da endelig give dem våben og et område, hvor de frit kan dræbe hinanden ? de idioter. Men nu er de pludselig nogens børn, venner, forældre, produkter af et liv, og de skal da også leve? Tænker jeg. Som jeg er blevet ældre,...

Hvis vi gør som vi plejer

Har du virkelig løbet 42 km, Michelle? Dét spørgsmål er jeg blevet stillet mere end en gang. Det kan virke som idioti, at tvinge det ene ben foran det andet, kun for at kunne sige, at man kunne gøre det hele 42,195 km. Men ja, jeg har gjort det. Èn gang. Ud fra en betragtning om, at hvis man gør, som man plejer, får man det samme resultat ? som man plejer. Og jeg trængte ærlig talt til et nyt resultat. Derfor løb jeg 42 km. For det største idioti er, når vi venter på mirakler og forandring, mens vi...

Jeg ser altid kernefamilien

Når jeg ser en familie på gaden, forestiller jeg mig altid, at det er en mor, en far og deres fælles børn. Kernefamilien er så fastgroet en del af min forestillingsverden, at det er den, jeg ser. Selvom min hjerne godt ved, at der er en overhængende sandsynlighed for, at det er den ene parts børn, eller en eller anden kombi af dine, mine og vores børn. Der er så mange muligheder. Jeg er selv en af dem. Alligevel ser jeg altid kernefamilien. Min biologiske far er i Australien. Heldigvis er jeg adopteret af en skøn mand, som godt nok...