Jeg har arvet allerede

Sig det nu – højt

Min elskede storebror (det er ikke relevant for historien, at han er min ELSKEDE storebror, men det er relevant for mig ? derfor fletter jeg det lige ind).

Nå, men min elskede storebror er en dygtig skytte, faktisk er han dygtig til det meste (Det er som sådan heller ikke relevant for den historie, jeg forsøger at fortælle, men det er relevant for det gode liv, at omgås mennesker, man ser op til, mennesker man lærer noget af. Derfor skal det med.)

Nå, men min elskede storebror er en dygtig skytte. Derfor bad ejeren af en hjortefarm, et sted i Nordsjælland, ham om hjælp, da han (ejeren, altså) havde fået en ny buk i folden. Den gamle buk måtte nemlig lade livet for at give plads til den nye. Hjortefarm-ejeren var meget stolt af den nye buk, som skulle sikre hans fremtidige hjortebestand.

Derfor lå hjortemand og min storebror på lur i folden. Endelig var de på skudhold. Min storebror spurgte to gange hjortemand: ?Er det den forreste?? Hjortemand bekræftede, og min storebror skød den ? lige i hjertet. Desværre skød han den forkerte buk.

Sagen er ? at kommunikation er en svær ting. Min storebror talte om den buk, han havde i fokus, den han skulle skyde. Mens hjortefarmeren talte om den buk, der var i hans fokus, nemlig det store, stolte dyr med de gode gener, der netop var ankommet, som havde kostet en formue. Og som nu var død. Historien handler om, hvordan krig og kaos bryder ud.

Tirsdag brød kaos ud i min verden, da jeg akut lå i en MR-scanner. Dagen før var jeg rask. Nu var jeg indlagt og skulle udredes. Lægerne havde en mistanke om, at jeg havde en svulst i hjernen. Under den første scanning føltes det hele som en joke, for jeg føler mig sund, rask og stærk. Men da jeg efter første scanning røg direkte videre til anden scanning, ændrede stemningen sig markant i lokalet. Jeg var ikke så kæk. Jeg var decideret bange. Da jeg blev skubbet ind i scanneren, sagde radiologen: ?Det tager ca. 25 minutter?. Jeg tænkte: ?Er det de sidste 25 raske minutter i mit liv??
Idet øjeblik, man bliver skubbet ind i en scanner for at finde en mulig svulst i hjernen, finder man sandheden om stort og småt i livet. Min sandhed er at sige sandheden. Når jeg kender den, kan jeg finde vej, navigere og tage kloge beslutninger. Imens fyld og grums giver dårlig sigtbarhed.

For hver dag jeg vågner, bliver det vigtigere for mig at søge længere ind i sandheden, virkeligheden, no-bullshit-zonen. At sige lige nøjagtigt dét, jeg mener. Men kommunikation er svær, vi skal gøre os umage.

For der findes et hemmeligt kommunikationskodeks af uskrevne regler og ting vi ?bør?, som gør selv de mest simple ting ualmindeligt komplicerede. Sætningen: ?Jeg bliver ked af det, når du siger?? er tilsyneladende en umulig og utænkelig sætning for de fleste. Det samme gælder ?Jeg bliver glad, når du passer på mig? og ?Jeg har brug for din hjælp?. Hvorfor? Sig det nu højt.

Heldigvis lå jeg der i scanneren og vidste, at alle, som jeg elsker, godt ved, at jeg elsker dem. Hvordan ved jeg det?
Fordi jeg har sagt det ? højt. Jeg har sunget det og jeg har skrevet det.

Fem timer senere forklarede en læge mig, at jeg har en fedtskede i kinden, som presser på mine nervebaner i højre side af hovedet. Jeg holdt op med at lytte efter ?fedtskede?. Fedtskede er ikke en svulst ? det var den største lettelse? Fedtskede er til gengæld verdens grimmeste ord ? og det sjoveste jeg nogensinde har hørt.

Hej, jeg hedder Michelle Hviid? Jeg har en fedtskede i kinden og holder af sandheden ? uden omsvøb ? uden filter. Jeg insisterer på at dele alt, hvad jeg har. Især kærlighed og komplimenter. For jeg elsker livet, lige nu og her ? i dag.
Og jeg elsker ? som sagt ? min storebror.

Næste indlæg

Jeg har arvet allerede